Københavns Kommunes logo

Spørgsmål & svar

Den 1. september 2020 træder den nye ferieordning i kraft. Herunder finder du en række ofte stillede spørgsmål om den nye ferieordning.

Spørgsmål & svar om den nye ferieordning

Skal jeg allerede spare ferie op i 2019 for at have nok til 2020?

I perioden 1. januar – 31. august 2019 optjenes der 16,64 feriedage, som kan afholdes i det såkaldte ”miniferieår” fra den 1. maj 2020 til den 30. september 2020. Ønsker du som medarbejder at afholde mere end 16,64 feriedage i den pågældende periode, kan du sammen med din leder aftale overførsel af uafviklede ferietimer ud over 4 uger fra tidligere ferieår, jf. de i KK gældende retningslinjer herfor. Alternativt kan du som medarbejder bruge af 6. ferieuge, som optjenes på sædvanlig vis og eventuelt overføre 6. ferieuge fra 2019. Plejer du at få udbetalt 6. ferieuge, skal du derfor overveje, om du i ferieåret 2019/2020 hellere skal overføre den til miniferieåret 2020.

Kan jeg holde ferie på forskud?

Ja, umiddelbart rummer aftalen mulighed for at afholde ferie på forskud. Det er endnu ikke afklaret hvordan muligheden for at afholde ferie på forskud udmøntes og administreres i KK. Under alle omstændigheder vil ferie på forskud først være muligt fra den 1. september 2020.

Kan jeg fortsat få overført min ferie til et nyt ferieår, hvis jeg ikke når at holde det hele i det indeværende år?

Ja, hvis du ikke har afholdt hele din ferie inden 30. september 2020, skal den overskydende ferie overføres til afholdelse efter de nye ferieaftaler træder i kraft. Du kan også anmode om at få ferie udover 20 dage udbetalt.

Fremadrettet, når de nye ferieaftaler er trådt i kraft, vil det fortsat være muligt at aftale overførsel af uafviklede ferietimer ud over 4 uger til den følgende ferieperiode. Hvis en sådan aftale ikke indgås, vil de uafviklede ferietimer udover 4 uger, som udgangspunkt og i modsætning til tidligere, automatisk blive udbetalt senest den 15. februar.

Hvordan optjener jeg 1.-5. ferieuge med den nye ferieordning?

I den nye ferieordning optjenes der 2,08 feriedage pr. måned – ligesom i den nuværende ordning. Forskellen er, at der i den nye ordning er samtidighedsferie, hvilket betyder, at de optjente feriedage kan afholdes med det samme. Den periode, der kan afholdes ferie i, er således sammenfaldende med optjeningsperioden – men gælder fire måneder længere, så afholdelsesperioden bliver 16 måneder.  De 2,08 feriedage, som optjenes hver måned, giver samlet 25 feriedage på et år. Der optjenes altså præcis det samme antal feriedage i den nye ordning som i den nuværende. I tillæg hertil optjenes ret til 6. ferieuge, som er beskrevet nedenfor.

Hvad sker der med min 6. ferieuge, når den nye ferieordning træder i kraft?

Den nye ferieordning gælder kun 1. til 5. ferieuge, mens vilkårene omkring 6. ferieuge er uændrede. De regler, som gælder i den nuværende ferieordning, vil altså være de samme som gælder for 6. ferieuge fremover. Det betyder, at 6. ferieuge fortsat optjenes og afholdes/udbetales forskudt, og at 6. ferieuge dermed optjenes i perioden 1. januar til 31. december og afholdes 1. maj til 30. april året efter. Indefrysningsordningen har således ikke nogen betydning for 6. ferieuge.

Vil jeg fortsat få udbetalt den særlige feriegodtgørelse?

Under den nuværende ferieaftale er det således, at medarbejdere - som har ret til ferie med løn - sammen med lønnen for april (bagudlønnede) eller med lønnen for maj (forudlønnede) modtager en særlig feriegodtgørelse på 1,95 procent (for nogle overenskomstgrupper højere) af lønnen fra det forudgående kalenderår (optjeningsår). Efter overgangen til de nye ferieaftaler den 1. september 2020, vil disse medarbejdere fortsat få den samme særlige feriegodtgørelse, men den er fremover opdelt i to dele med forskellige udbetalingstidspunkter – et ferietillæg og et forhøjet ferietillæg:

Ferietillægget er på 1% og udbetales i følgende to rater:

  • 31. maj (på baggrund af lønnen for perioden 1. september til 31. maj)
  • 31. august (på baggrund af lønnen for perioden 1. juni til 31. august)

Det forhøjede ferietillæg er på 0,95% (for nogle overenskomstgrupper højere) og udbetales senest 1. maj (på baggrund af lønnen det forrige kalenderår)
 

Særlig feriegodtgørelse i overgangsperioden:

I perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 sker der en indefrysning af de ferierettigheder, der er omfattet af ferieloven. Dette har også indflydelse på udbetalingen af den særlige feriegodtgørelse.

I denne periode vil den 1 % af denne særlige feriegodtgørelse blive indefrosset, da udbetalingen af denne 1 % er baseret på ferieloven.

De resterende 0,95 % (for nogle overenskomstgrupper er denne procentsats højere), som er aftalt udover lovens 1 %, vil blive udbetalt efter de nuværende ferieregler. Beløbet vil blive udbetalt henholdsvis 1. maj 2020 (perioden 1. september til 31. december 2019) og 1. maj 2021 (perioden 1. januar 2020 til 31. august 2020).

Hvad sker der med de feriemidler, jeg har optjent i overgangsperioden?

Det er lovbestemt, at alt ferie optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 skal indefryses eller tilbageholdes, indtil du forlader arbejdsmarkedet. De indefrosne feriemidler skal forvaltes og administreres, og til det formål bliver der oprettet en særlig fond; Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.

Ifølge lovgivningen på området bliver midlerne fra fonden udbetalt, når du har nået folkepensionsalderen. Dog vil der også kunne finde en udbetaling sted, hvis du forlader arbejdsmarkedet eller ved død. Sideløbende bliver det muligt for nye på arbejdsmarkedet at søge fonden om at holde op til 8,3 feriefondsdage med feriebetaling.

Da KK ikke administrerer udbetalingen af midlerne i fonden, kan KK heller ikke vurdere, hvorvidt du har ret til at få udbetalt disse midler. Spørgsmål skal derfor rettes til de faglige organisationer eller til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler

Jeg vil holde en uges vinterferie i februar, tre ugers sommerferie i juli og en uges efterårsferie i oktober i både 2019 og 2020

  • Al ferie frem til 30. april 2020 skal holdes efter reglerne i den nuværende ferieordning – i 2019 kan du holde ferie optjent i kalenderåret 2017 og 2018. Det vil sige sommerferie og efterårsferie 2019 samt vinterferie 2020.
  • Sommerferien 2020 skal holdes efter reglerne i den nuværende ferieordning med ferie optjent fra 1. januar til 31. august 2019 svarende til 16,64 dage.
  • Efterårsferien i oktober 2020 skal holdes efter de nye ferieregler – du kan holde ferie optjent og overført fra tidligere ferieordning samt ferie optjent fra 1. september 2020.

Jeg er nyuddannet og starter nyt job 1. januar 2019. Hvilke regler gælder?

Du optjener ferie efter de nuværende ferieregler i perioden 1. januar 2019 til 31. august 2019. Ferien kan holdes fra 1. maj 2020 og til 30. september 2020.

Jeg er nyuddannet og starter nyt job 1. august 2019. Hvilke regler gælder?

Du kan holde op til 10,38 betalte feriedage:

  • 2,08 dage, som du når at optjene, inden overgangsperioden træder i kraft 1. september
  • 8,3 dage kan du søge om at afholde som fondsferiedage i perioden 1. maj til 30. september 2020 (indefrosne dage som du har optjent i overgangsordningen fra 1. september til 31. december 2019).

Derudover har du mulighed for at afholde ferie for egen regning efter aftale med din chef. Pr. 1. september 2020 overgår du til den nye ferieordning med samtidighed.

Jeg er nyuddannet og starter nyt job 1. september 2020. Hvilke regler gælder?

Du optjener og kan afholde betalt ferie med det samme, da den nye ferieordning er trådt i kraft 1. september 2020.

Jeg er ny/tilbagevendt på arbejdsmarkedet og vil holde vinterferie, sommerferie og efterårsferie. Hvilke regler gælder?

Du bliver ansat pr. 1. september 2020 og ønsker at holde en uges vinterferie i februar måned 2021. Du kan aftale at bruge 5 af de 10 feriedage, du har optjent fra 1. september til og med januar. Hver måned optjener du 2,08 feriedage. Ønsker du at holde tre ugers sommerferie i juli 2021, kan du aftale at bruge de 5 feriedage, der er tilbage fra vinteren, plus 10 af de feriedage, du har optjent fra februar til og med juni. Så har du 5 feriedage tilbage, som du kan aftale at bruge i efterårsferien.

Jeg er tjenestemand, bliver mine feriemidler også indefrosset?

Ja, der gælder de samme regler for tjenestemænd, som for de øvrige ansatte i forbindelse indefrysningen af ferien.

Hvordan bruger jeg de 0,64 dage, som jeg har tilbage, når jeg har holdt 16 dages ferie i miniferieåret?

Ferie skal som udgangspunkt holdes i hele dage, men du kan aftale med din leder, at ferien holdes i halve dage, når det sker i forbindelse med afholdelse af halve fridage ifølge overenskomst, sædvane eller kutyme, såsom grundlovsdag, 1. maj, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

Dette udgangspunkt gælder også i forbindelse med miniferieåret. Der er i tillæg hertil følgende muligheder for afholdelsen af de 0,64 dage:

  • Du kan aftale med din leder, at du supplerer de 0,64 dage om med anden frihed, så du holder en hel fridag.
  • Du kan aftale med din leder, at du holder en hel feriedag og bliver trukket i løn for differencen på 0,36 feriedage.

Herudover kan din leder varsle dig afholdelse af de 0,64 feriedage, hvis arbejdspladsen betaler differencen på de 0,36 feriedage, så du får en hel feriedag.

Hvis du ikke har brugt de 0,64 feriedage ved udløbet af miniferieåret, vil disse automatisk blive overført til det nye ferieår, som begynder den 1. september 2020. Den overførte ferie vil herefter være omfattet af de nye ferieregler, som træder i kraft på dette tidspunkt.